Feb 21, 2024
Kan det ske i virkeligheden?
Det spørgsmål kom pludselig på alles læber, da serie-udgaven af
PlayStation-spillet ’The Last of Us’ indtog verden på epidemisk vis
i begyndelsen af året.
Det epidemiske skrækscenarie, som serien tager op, henter sin
præmis i biologiens verden – nemlig hos svampeslægten cordyceps,
der i den virkelige verden forvandler visse insekter til asociale
og ukontrollerede zombieudgaver af dem selv, hvis eneste formål er
at inficere nye værter for derved at videreføre svampens
arvemateriale.
Den store forskel? At det i ’The Last of Us’ er menneskene, der
står for skud i stedet for myrer og hvepse.
Men hvorfor smitter virkelighedens cordyceps myrer og ikke
mennesker? Hvad er op og ned med truslen fra svampene set fra et
biologisk perspektiv? Og kunne ’The Last of Us’ have fået mere
drama eller mere skrækindjagende zombieadfærd ud af sine små
mycelieskurke?
Blooms podcast sender ’The Last of Us’ i peer review, når vi
inviterer de to evolutionsbiologer og svampeforskere Michael
Poulsen og Henrik de Fine Licht til sammen med videnskabsjournalist
Lasse Foghsgaard at kaste et kritisk blik på den rolle,
cordyceps-svampene spiller i serien.